Rullegardinets rør og dimensionering
Stoffet rulles op på et aluminiumsrør, som findes i flere forskellige dimensioner. Hvilken rørdimension der anvendes, afhænger blandt andet af rullegardinets bredde og højde, stoffets vægt og hvilken mekanisme eller motor rullegardinet har.
Vores rullegardiner fremstilles på rør med en udvendig diameter fra 28 til 50 mm. Et mindre og lettere rullegardin kan fremstilles på et smallere rør, mens et større eller tungere rullegardin kræver et kraftigere rør for at sikre en tilstrækkeligt stabil konstruktion.

Rørene er også konstrueret forskelligt afhængigt af, hvilken mekanisme der skal sidde inde i dem. Kæderullegardiner bruger glatte rør, mens rør til blandt andet fjedermekanismer og motorer har indvendige spor, der passer til den pågældende konstruktion.
Du behøver ikke selv vælge rørdimension, når du bestiller. Vi tilpasser konstruktionen efter det rullegardin, du har valgt.
Hjælpefjeder på større kæderullegardiner
Større og tungere kæderullegardiner kan fremstilles med en hjælpefjeder inde i røret. Hjælpefjederen arbejder sammen med kædemekanismen og gør rullegardinet lettere at trække op.
Når rullegardinet trækkes ned, spændes hjælpefjederen. Når du derefter trækker rullegardinet op, hjælper fjederkraften med at løfte stoffets vægt. På den måde kan selv et større rullegardin betjenes med en almindelig kuglekæde uden at blive unødigt tungt at bruge.

På rullegardiner med hjælpefjeder sidder der også et kædestop, som forhindrer rullegardinet i at blive rullet for langt op og slå over. Hvis du oplever problemer med en hjælpefjeder, finder du instruktioner under vores fejlfinding.
Bundliste og afslutning af stoffet
Bundlisten giver vægt til stoffets nederste kant og hjælper rullegardinet med at hænge lige. Hvilken standardudførelse der anvendes, afhænger af den type stof og det rullegardin, du vælger.
På vores mørklæggende og indkigshæmmende rullegardiner ligger en træliste skjult i en syet løbegang. Det giver en enkel og diskret afslutning, hvor bundlisten ikke er synlig.
På transparente rullegardiner bruger vi i stedet en hvidlakeret aluminiumsliste i løbegangen. Da stoffet er transparent, kan en træliste skinne igennem og give den nederste kant et gulligt skær. Den hvide aluminiumsliste er betydeligt mindre synlig gennem stoffet.
Fjederrullegardiner med transparent stof er en undtagelse. Her anvendes en synlig udvendig bundliste, da træksnoren ikke kan fastgøres i den aluminiumsliste, der ellers anvendes inde i løbegangen.
På mange af vores rullegardiner kan du også vælge en synlig bundliste som tilvalg, hvis du foretrækker dette udseende.
Beslag tilpasset rullegardinet
Forskellige typer og størrelser af rullegardiner anvender forskellige beslag. Vores almindelige kæderullegardiner har vores egen clipskonstruktion, som gør det nemt at tage rullegardinet ned fra beslagene og sætte det op igen, uden at beslagene skal skrues løs fra væggen eller loftet.

Fjederrullegardiner og rullegardiner med batterimotor anvender en anden type beslag med dækkapper. Vores større XL-rullegardiner og rullegardiner med 230 V-motor anvender større beslag, der er tilpasset den kraftigere konstruktion.
På vores separate side om beslag kan du se mål og udførelse for de forskellige beslagstyper og læse mere om de forskellige muligheder.
Se alle dele i vores standardrullegardin med kæde
Vil du se, hvordan de forskellige komponenter sidder sammen, har vi også en skematisk gennemgang af vores almindelige kæderullegardin. Her kan du se og identificere blandt andet beslag, clips, mekanisme, kæde, rør og øvrige dele.
Guiden er også nyttig, hvis du skal identificere en komponent for at bestille en reservedel.
Specialudførelse til ovenlysvinduer
Vi kan også fremstille rullegardiner til ovenlysvinduer med en særlig fjederløsning, der holder stoffet spændt. Bundlisten er i denne udførelse bredere end stoffet og hægtes fast i vinkelskruer, som monteres på de steder, hvor du ønsker at kunne stoppe rullegardinet.
Dette er en enkel specialløsning til ovenlysvinduer og bestilles som en særlig ovenlysvinduesudførelse sammen med rullegardinet.